Hvordan udvikler vi innovationskompetencerne i
organisationerne.
Innovation skaber et dilemma for enhver organisation.
Organisationens leder ved, at innovation er vigtigt for at organisationen kan
overleve i konkurrencen med andre organisationer. Men samtidig skal
organisationen også overleve dagligdagens udfordringer og derfor løse de
opgaver, som ligger lige for.
I en krisetid vil organisationen ofte rette fokus mod de udfordringer, som ligger lige nu og her og
dermed ikke rette ressourcer mod innovation. Populært sagt er innovation en
disciplin organisationerne udøver hver onsdag mellem 15:00 og 16:00 – når der
ikke er andre opgaver, som ligger og venter. Risikoen herved er dog, at
organisationen aldrig kommer ud af krisen fordi de altid vil være bagud i
forhold til konkurrenterne.
I visse kredse italesættes innovation som abstrakt viden og
gøres meget teoretisk. Dette hæmmer organisationerne yderligere i forhold til
at afse ressourcer til innovation. I bedste fald ansættes en
innovationsansvarlig, som så alene skal bære ansvaret for at organisationen er
innovativ. Men dette er urimeligt – både overfor den innovationsansvarlige og
overfor organisationen.
Innovationskompetencerne i organisationen skal gælde hele
organisationen, hvor den tavse viden skal deles på tværs. Samtidig skal
organisationen ikke se innovation som noget ekstraordinært, men som en naturlig
del af hele organisationens DNA, hvor selv de små innovationsgevinster tælles
med.
Og hvordan gør man så lige det? Svaret ligger lige for.
Svaret ligger i, at anerkende samtlige medarbejderes viden og færdigheder og
samtidig hjælpe dem til at forstå, at innovation ikke er et teoretisk abstrakt
begreb. Men at innovation er en praktisk jordnær kompetence som munder ud i at
nytænke det eksisterende, så det fremadrettet giver (økonomisk-) værdi.
../ Kort oplæg til diskussion
Hej Rune
SvarSletSuper oplæg!
Umiddelbart er det der lige kommer på min nethinde, dit indledende spørgsmål ’Hvordan udvikler vi innovationskompentencerne i organisationerne?’ Det får mig til at tænke om kompetencen(erne) ud fra denne betragtning, så allerede er til stede i organisationerne og ’blot’ mangler den anerkendelse som du nævner?
Og så kan jeg jo benytte lejligheden til selv at svare; Ja, det mener jeg er korrekt, men samtidig må jeg understege at jeg samtidig mener dette udelukkende er en flig af hvad der kan være afgørende for om en organisation formår at skabe nyt eller ikke.
Og for lige at blive ved overskriften, så synes den at invitere til en sondring om hvorvidt vi ønsker at tillægge en lokal kontekst betydning eller om vi ønsker at søge efter universelle svar på spørgsmålet?
Mao. Eksisterer der universelle kompetencer der understøtter innovation uanset om vi er i Tåstrup eller Timbuktu?
Kommer i øvrigt til at tænke på om dit oplæg også synes at invitere til en diskussion om det er relevant og muligt at fremelske en form for innovationskultur (DNA) og i givet fald, hvad består den så eventuelt af og hvem bør definere den?
Jeg synes du fint sætter fokus på udfordringen der omhandler ønsket om innovation og samtidig ville holde næsen i den eksisterende produktionsfuge.
Det er i min optik et af de væsentligste emner organisationer og ledere bør forholde sig aktivt til og som bør udfoldes yderligere.
Nå, nu er jeg ved at være på Kbh.H
Kh Flemming
Kære Flemming
SvarSletTak for dine observationer. For mit vedkommende gælder det, at jeg mener vi som individer er disponeret for at forstå, handle og tænke innovativt. Men dette 'gen' er muligvis passivt og dermed ikke særligt aktivt hos os i dag (generaliseret set som konsekvens af samfundsudviklingen). I forlængelse af denne holdning gælder derfor, at det i min optik er en universel kompetence både i Tåstrup og Timbuktu. Men effekten af denne kompetence er bl.a. afhængig af faglighed og eksempelvis organisationskultur.
De bedste hilsner
Rune