tirsdag den 8. januar 2013

Vi har brug for jobskabere


Kære Mette Frederiksen.

Her i det spæde 2013 er du garanteret godt stresset. Stresset fordi dine akutjob bare ikke er løsningen.

Vi har nu haft 5 år i træk med økonomiske krise i de vestlige økonomier og den økonomiske krise fortsætter lige så længe vi tror, at vi blot skal gøre det samme som i går. Tiden er løbet fra den tænkemåde som industrialiseringen, og dermed de vestlige økonomier,  repræsentere.

Din akutjob-ordningen er og bliver som at tisse i bukserne en kold vinterdag. For i bedste fald flytter du blot problemet og i værste fald skaber du frustration hos vores ledige medborgere.

Måske er du i bund og grund enig og ved, at svaret ligger i det din chef, Helle Thorning, talte om i sin nytårstale – nemlig ansvar. Det hørte jeg, som at vi hver især skal tage ansvar.

Dette er i særdeleshed relevant i forhold til det arbejdsmarked, som er et produkt af industrialiseringen.  Her har vi et velkendt begreb: arbejdstageren. Overfor arbejdstageren står arbejdsgiveren og det betyder, at vi har en person som giver arbejde til en person som tager arbejde. Denne antikveret industrialiseringstænkning betyder, at arbejdsgiveren har ansvar for at skaffe arbejde (nok) til arbejdstagerne.

Det burde være klart for alle, at denne byrdefordeling ikke holder. Det giver ingen mening, at have et samfund hvor størstedelen af befolkningen passivt indtager rollen som arbejdstagere – eller mere korrekt jobtager.

Derfor – Mette Frederiksen – så burde du tænke lidt mere langsigtet. Du bør arbejde på, at ændre vores selvopfattelse fra at være jobtagere til at være jobskabere.

Hvis vi hver især indtager den holdning, uanset om vi er ansat i det private eller offentlige eller prøver lykken som selvstændig, at vi har ansvar for at skabe vores eget job fremfor blot at tage det vi bliver tilbudt, så kan vi skabe en helt ny og vedvarende vækst i vores samfund.

”Hvordan bliver vi så jobskabere?” spørger du nok og jeg indrømmer med det sammen, at jeg har ikke den forkromet enkle løsning herpå. Men et vigtigt element er, at vi tør gå nye veje og ikke blot  forlade os på hvordan vi gjorde i går. Evne til at nytænke (være innovativ) er en grundkompetence hos jobskaberen. og jobskaberen tager ansvar for sit eget job.