Hvordan udvikler vi innovationskompetencerne i
organisationerne.
Innovation skaber et dilemma for enhver organisation.
Organisationens leder ved, at innovation er vigtigt for at organisationen kan
overleve i konkurrencen med andre organisationer. Men samtidig skal
organisationen også overleve dagligdagens udfordringer og derfor løse de
opgaver, som ligger lige for.
I en krisetid vil organisationen ofte rette fokus mod de udfordringer, som ligger lige nu og her og
dermed ikke rette ressourcer mod innovation. Populært sagt er innovation en
disciplin organisationerne udøver hver onsdag mellem 15:00 og 16:00 – når der
ikke er andre opgaver, som ligger og venter. Risikoen herved er dog, at
organisationen aldrig kommer ud af krisen fordi de altid vil være bagud i
forhold til konkurrenterne.
I visse kredse italesættes innovation som abstrakt viden og
gøres meget teoretisk. Dette hæmmer organisationerne yderligere i forhold til
at afse ressourcer til innovation. I bedste fald ansættes en
innovationsansvarlig, som så alene skal bære ansvaret for at organisationen er
innovativ. Men dette er urimeligt – både overfor den innovationsansvarlige og
overfor organisationen.
Innovationskompetencerne i organisationen skal gælde hele
organisationen, hvor den tavse viden skal deles på tværs. Samtidig skal
organisationen ikke se innovation som noget ekstraordinært, men som en naturlig
del af hele organisationens DNA, hvor selv de små innovationsgevinster tælles
med.
Og hvordan gør man så lige det? Svaret ligger lige for.
Svaret ligger i, at anerkende samtlige medarbejderes viden og færdigheder og
samtidig hjælpe dem til at forstå, at innovation ikke er et teoretisk abstrakt
begreb. Men at innovation er en praktisk jordnær kompetence som munder ud i at
nytænke det eksisterende, så det fremadrettet giver (økonomisk-) værdi.
../ Kort oplæg til diskussion
