Terroren ramte os igen (tale med morgensamlingen 25. juli 2011)
Fredag viste terroren sit grimme ansigt igen. Denne gang var terroren ikke forklædt i turban, men grusom som altid.
Alle sidder vi tilbage og kan ikke begribe det! Hvordan kan nogen få sig selv, til at begå en så afskyelig handling? Vi, det norske folk og allermest dem, som har mistet deres kære - er vågnet op til et sand mareridt.
Siden 11. September 2001 er terrorismen symboliseret ved fanatiske islamister. Præsident Bush gjorde det klart for os alle: ”enten er I med os eller så er I imod os”. Med et slag fik vi skabt et fjendebillede af dem, som vil vores demokrati til livs – symboliseret ved fanatiske islamister.
Men hvad nu? Nu står vi med et produkt af demokratiet, som ikke var iklædt turban – men hvis handling er lige så frygtelig, som dem vi har frygtet siden 2001.
Vi er et demokratiske samfund og her har vi plads til mange stemmer og derfor giver vi i det offentlige rum plads til ytringer, selvom de vækker afsky. Men vi skal ikke acceptere, at nogen sætter deres vilje igennem med terror – uanset om de kommer udefra eller indefra.
Det er derfor vigtigt, at vi viser, at angreb på vores demokratier aldrig får os til at blive bange.
Det er derfor vigtigt, at vi viser, at angreb på vores demokratier aldrig får os til at opgive de grundlæggende principper og værdier, som vores samfund bygger på.
Det er derfor vigtigt, at vi viser, at angreb på vores demokratier aldrig får os til at frygte terroristen - og vi skal derfor nægter at lukke vores samfund om os selv.
Tværtimod – vi skal vedblive med at være et åbent samfund – som Norges statsminister Jens Stoltenberg udtrykker det: ”Vi vil svare igen med mere demokrati."
Vi skylder derfor ofrene fra fredags terrorangreb, at vise, at vi er endnu stærkere end før og vi nægter at lade os skræmme!
Morgentalen ved morgensamling den 25. juli 2011 på Innovationshøjskolen
ved Forstander Rune Gregers Meyer
Morgensamlingen blev indledt med "Se, Nu Stiger Solen af Havets Skød" af Jakob Knudsen og efter morgentalen og et minuts stilhed fulgte "Kærlighedssang ved et tab" af Jens Rosendal.
